Danskerne har udviklet en ’individualistisk’ tro

”Jeg er troende, men ikke religiøs!” Det var temaet for et foredrag af religionssociolog Ina Rosen på Missionskonference den 14. juni.
Danskernes generelle gudstro har ikke flyttet sig synderligt de sidste 10 år. World Value Survey viser kun en svagt faldende tendens fra 1999 til 2008.

Ina Rosen mener, kirkens sprog må afkodes for at danskerne igen kan forstå indholdet i det kristne budskab.

Trosindholdet har derimod flyttet sig fra organiseret religionsudøvelse ud i to retninger: dels en privat sammenstrikket gudsopfattelse, og dels en traditionel brug af kirkens service til livets overgangsriter.
Det fortalte religionssociolog Ina Rosen på Dansk Missionsråds Missionskonference på Nyborg Strand torsdag den 14. juni. Hendes ph.d. afhandling om den københavnske middelklasses tro, blev samtidig præsenteret i folkelig form i en bog fra Kirkefondets forlag. ”Jeg er troende, men ikke religiøs” hedder bogen, der har undertitlen ”Folkekirkens udfordring”.
Og udfordringer, det har den store og gennemorganiserede folkekirke overfor den nye folkereligiøsitet med de personaliserede træk. For danskerne vælger organisationen fra med dens rammer og dogmer. Men de vælger stadig kirken til, når livets overgange melder sig.

Den gode historie er ifølge Ina Rosen, at ”hvis man sidder fire mennesker omkring et bord, er der en statistisk sandsynlighed for, at tre af dem betragter sig selv som et troende menneske. Rigtig mange af dem er oven i købet villige til at sige, at de tror på Gud.”
Men troen er en personlig følelse, og følelser er svære at formulere for andre, endsige sætte på formel. Der findes ingen bibel for denne tro, ingen dogmer, ingen religionsforvaltere (læs: kirker).
Hvorfor så over hovedet tro? spørger Ina Rosen. Svarene i hendes undersøgelse peger i en fælles retning: Jo, når pres eller kriser opstår. Så tænker danskeren over meningen med det hele. Og troen bliver en måde at forklare det uforklarlige på. Ikke i videnskabelig forstand, men på en måde, så danskeren stilles tilfreds.
– Troen er en forklaringsmodel, som på mange måder støtter den enkelte, når denne føler et behov for at forstå, uden at denne forståelse er mulig ad anden vej, skriver Ina Rosen og tilføjer, at troen ikke har et konkret objekt, men alligevel tjener et formål.

Danskernes tro har kun flyttet sig en smule de sidste 10 år.

Men danskerne køber ikke religionen. For dem er religion noget, der påduttes af andre mennesker – både før og nu. Religion peger på organisationen, forvaltningen, ”hele det formelle apparat med kirke, bibel, salmevers og resten af det kristne korpus af litteratur, livsanskuelser, verdensanskuelser, skabelsesberetning, frelserskikkelse, præster og andre religiøse roller, som forvaltes af mennesker, som påstår, at de har en overnaturlig bemyndigelse”.
Og det køber man ikke. Som én i Rosens undersøgelse bemærkede: ”Religion er noget, mennesker har skabt. Det kunne lige så godt være en eller anden filosof, der fandt på alt det der.” Mange opfatter faktisk religion som noget direkte negativt. Som en i undersøgelsen sagde: ”Hvis der er én eneste ting, der er roden til al ondskab i verden, så er det religion!” Alligevel oplever mange danskere kristendommen positivt som ”vores fælles kulturarv”.

Og det leder til den tredje faktor i den moderne gudstro: traditionerne.
– Hvis der er noget, som de fleste sætter højt, så er det traditionerne, skriver Ina Rosen og tilføjer, at traditionerne dog er løsrevet fra den religiøse sammenhæng, for ”…når lammet fortæres ved påskefrokosten, mindes man ikke ofringen af Jesus på korset for vores synders skyld. Man mindes de tidligere påskefrokoster…”
Hun konkluderer, at ”…traditionerne skaber og vedligeholder det, man kan kalde social sammenhængskraft. Det er den lim, der holder vores samfund og kultur sammen og bidrager til fællesskabsfølelsen blandt danskere”. Og det er her kirkens ydelser ved livets overgange kommer ind. Som én udtrykker det i undersøgelsen: ”Du er med i en familie, og du er opdraget og, ja vi går i kirke til barnedåb og bryllupper, og det er så det.”

Bogen med Ina Rosens undersøgelse er netop udkommet på Kirkefondets forlag.

Hvad kan kirken gøre, hvis den vil møde moderne mennesker? For det første må præster og kristne forstå, hvad danskerne forstår ved helt basale grundbegreber i den kristne tro. Først derefter kan de præsentere kirkens bud på samme, mener Ina Rosen.
Når præsten taler om en personlig Gud, referer han til en Gud, der ønsker fællesskab med mennesket. Men moderne danskere tolker budskabet som en ”personlig gud” med lille g, altså en gud, man selv danner med sin egen forestillingsevne.
Når præsten taler om sandhed, tænker hun på den åbenbarede sandhed ved Bibelen og Helligånden, men den moderne dansker tænker på sandhed i flertal. Som en udtrykker det i bogen: ”Du… skaber din egen definition af, hvad du kan bruge, og så bliver du en stærk troende”. Og når præsten taler om Jesus som Guds søn, står de fleste danskere helt af. Derfor vælger mange at forstå Bibelen symbolsk og er derfor snublende nær igen at skabe en gud i sit eget billede.
Udfordringen for kirken er, at den taler i vest, hvor danskerne befinder sig i øst. Præsten taler i koder. Ritualerne er ukendte. Trosforestillingerne i kirken passer ikke med dem, man selv har. Der er brug for at kirken og folket mødes igen.

Det har Kirkefondets generalsekretær Morten Skrubbeltrang forslag til i bogen:
– Danskerne mangler sprog for deres tro. Det sprog kan kirken give dem. Kirken er blevet så rummelig, at den i folks øjne er blevet ”ufarlig”. Kirken bør derfor komme ud af busken og tilbyde samtale og relationer.
– Traditionerne er med til, at Folkekirken har berøring med store dele af den danske befolkning, og det handler så om, hvordan man bruger den personlige kontakt til at gøre tydeligt, at kristendommen har noget at byde på.